• ···
My new Nelly's ♡

Når man sidder fast i metroen…

DSC_0226

Jeg havde noget af en oplevelse i metroen på vej hjem igår. Jeg havde været ude og besøge min veninde Nadia, da hun ligger meget syg. Jeg ville ikke alt for sent hjem, da jeg er virkelig træt i de her dage. Det er hårdt at starte i skole igen, og der er rigtig mange nye indtryk hele tiden. Så jeg havde besluttet mig for at tage forholdsvis tidligt hjem, så jeg ikke kom alt for sent i seng. Der opstod så bare lige et “par” problemer på vejen hjem. Først kan jeg ikke finde den metro, som jeg skal med. Flintholm er en forholdsvis stor station herover, og jeg render frem og tilbage et par gange, inden jeg endelig finder det rigtige spor. Jeg finder så ud af, at jeg skal skifte undervejs grundet tekniske problemer, hvilket jeg normalt aldrig skal. Metroen kører normalt helt ud til mig, og det tager ikke mere end et kvarter at komme hjem fra Nadia af. Jeg lander så på Kongens Nytorv, og der er bare kæmpe kaos. Der står ekstrem mange mennesker på stationen, på trods af at klokken er halv mange. Folk render forvirret rundt, og det er ikke til at finde hovede eller hale i noget som helst! Jeg havde Anna i telefonen på det tidspunkt, og hun snakkede bare løs. Jeg kunne slet ikke koncentrere mig om at lytte efter, for jeg havde travlt med at finde ud, hvad dælen jeg nu skulle. Jeg sætter mig endelig ind i en metro, og med håndkraft bliver dørene lukket, og vi kører nu afsted – den forkerte vej! Halvvejs mellem to stationer stopper metroen bare, midt under jorden! Her holder vi så i noget der føles som 10 minutter (det var sikkert ikke så længe, men det føltes altså virkelig sådan!), og jeg var næsten ved at gå i panik! Jeg lider ikke som sådan af klaustrofobi, men tanken om at sidde fast under jorden, var absolut ikke rar! Jeg havde undervejs skrevet med Jack, som så sødt skriver, at han gerne vil komme og hente mig og køre mig hjem – men det kan jo lige som ikke lade sig gøre, når jeg sidder fast i en metro under jorden i mellem to stationer! Jeg havde samtidig i mellemtiden ringet AM op, som heldigvis kunne få mig til at bevare roen. Jeg var lige ved at få et panikanfald! Efter en evighed kører vi endelig den anden vej igen. Så lander vi endnu en gang på Kongens Nytorv, men dørene vil bare ikke gå op! Vi holder igen og venter, og panikken kommer op i mig igen. Det jeg synes der var ubehageligt var, at metroen kører af sig selv, altså forstået på den måde, at der ikke sidder nogen togfører. Jeg var hele tiden panisk for, at der skulle komme en anden metro, og balre direkte ind i os! Det skete så dog ikke, og for at gøre en lang historie kort, så tog det mig halvanden time at komme hjem. Jeg var simpelthen bare så træt af det… Og jeg macherede direkte ind til min roomate Mike, og fortalte ham hele historien. Det resulterede så i at vi spiste trøste-is, så jeg lige kunne falde lidt til ro. Sikke en tur!

Mys M!

2 kommentarer

  • Louise

    Kære Malene, kan godt forstå du ikke syntes det var sjovt at sidde fast under jorden – det syntes jeg bestemt heller ikke, påtrods af jeg har kørt metro i mange mange år.
    Hvis det kan være nogen trøst, så kan togene ikke kører ind i hinanden, for så snart et tog holder stille på en strækning holder alle togene på strækningen stille :-)
    Forsat god dag.
    Knus én som er født og opvokset på Amager og stadig bor her :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Malene Sandgaard

      Årh det er en kæmpe trøst at høre, det er jeg glad for at du siger! Jeg har aldrig rigtig kørt med metro før, så jeg ved ikke helt hvordan de fungerer. Men så behøver jeg da ikke at bekymre mig om det, hvis det skulle ske igen – hvilket jeg bestemt ikke håber!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.

 

Næste indlæg

My new Nelly's ♡