• ···

Kærestesorger: Det bliver bedre!

DSC_0109

Jeg modtog en besked forleden dag, fra en meget såret læser. Hun havde for lang tid siden læst om mit brud med Kasper, og havde dengang sendt mig en opmuntrende besked.  Hun skrev nu til mig, fordi hun selv stod i lignende situation, og havde nu selv brug for at høre, at det ville blive bedre. Jeg satte meget pris på alle de beskeder, som jeg modtog den gang. De betød så ufattelig meget for mig i en hård tid, så nu er det på tide, at jeg giver lidt igen.

Jeg er kommet om på den anden side, og jeg kan derfor garantere alle jer, som sidder med et knust hjerte lige nu, at det bliver bedre! Det tager bare rigtig lang tid – og det gjorde det også for mig. Det er vigtigt at man giver det tid, og tager én dag af gangen. Det er okay at have ondt og være ked af det. Det er også okay at græde hver dag, det gjorde jeg selv i en længere periode. Jeg var knust, og alt i min krop gjorde ondt. Jeg skrev et indlæg kort efter bruddet (læs lige HER), og jeg havde det rigtig skidt på daværende tidspunkt. Det gør faktisk helt ondt på mig at læse det indlæg nu, for jeg kan mærke smerten endnu, og det var nok den hårdeste tid i mit liv. Jeg husker den ødelæggende smerte jeg vågnede op til i rigtig lang tid, og jeg sender en masse tanker til alle jer, som går igennem det her lige nu!

Det er svært at skrive en masse opmuntrende, for når man er i øjeblikket, er der virkelig ikke meget der hjælper. Første skridt er at man accepterer situationen. Man skal indstille sig selv på, at nu skal man give slip og kigge fremad. Hvis man bliver ved med at holde fast i fortiden, så forlænger det kun processen. Jeg er personligt ikke god til at give slip på folk, tværtimod, men jeg har lært, at det er man nødt til nogen gange. Når man har accepteret situationen, så handler det om at give det tid. Det er et ubrugeligt råd, jeg ved det godt, men det er det bedste der findes. Dernæst handler det om at komme lettest om på den anden side og fordrive tiden, med nogle af de ting som gør dig glad, og får dig til at smile og sætte pris på hverdagen igen. Jeg fandt nogle små ting, som gjorde det lidt lettere for mig, at komme igennem dagen. Jeg skrev et indlæg, i håb om at det også kunne hjælpe jer. Læs det lige HER <3

Jeg kan ikke love jer, at I pludselig vågner op en dag og har det godt igen – men en dag gør det pludselig ikke så ondt længere. Og når man er færdig med at ligge under dynen og græde ud, så begynder ens liv stille og roligt igen. Jeg fokuserede meget på min flytning til København og mit nye studie, så pludselig drejede mit liv sig ikke om kærestesorger mere. Det er svært at sige, hvor lang tid jeg gik med kærestesorger, og det er så forskelligt fra person til person. Men jeg lover jer, at det bliver bedre, for det gør det!

Mys M!

Hvad er det egentlig jeg studerer?

image1-5

Jeg har fået en del spørgsmål omkring, hvad det præcis er jeg i gang med at studere, så det vil jeg da lige uddybe for jer. Min egen familie kan ikke engang huske hvad mit studie hedder, men det er nok også fordi, det ikke er et studie man hører om så ofte – med mindre man selv er i samme branche. Jeg blev i sommers færdiguddannet som markedsføringsøkonom i Kolding, som kun tager 2 år. Derfor valgte jeg at læse videre og bygge en professionsbachelor ovenpå, som tager yderligere 1,5 år. Så nu er jeg i gang med min professionsbachelor i international handel og markedsføring i København, som jeg er færdig med til januar næste år. Jeg er meget glad for mit studie, for jeg har lært enorm meget. Det har også været rigtig stressende, og jeg har været meget presset – hvilket jeg også har nævnt for jer mindst hundrede gange herinde på bloggen. Vi har enorm mange afleveringer og præsentationer, så det har været hårdt at følge med. Samtidig har jeg et studiejob ved siden af, som jeg også bruger timer på, så det har været svært at finde overskud til det gele. Min hverdag var enorm presset det første halve år på studiet, men det er blevet en smule bedre her på 2. semester. Jeg har undervejs på dette studie fundet ud af, hvor vigtig det er med en god studiegruppe. Vi bruger ufattelig meget tid sammen, så det er vigtigt at man kommer overens! Ja selv pigerne i gruppen som bor sammen med deres kærester, tilbringer mere tid sammen med os end dem. Vi har haft vores diskussioner i gruppen, og det har selvfølgelig taget hårdt på os til tider, men nu er vi næsten kommet igennem det. Jeg ville heller ikke være foruden min studiegruppe, for når jeg har haft allermest lyst til at give op, så har de kunne hive gejsten frem hos mig igen.

Jeg er samtidig meget glad for, at jeg valgte at læse videre i København. Studiet er meget mere seriøst her end i Kolding, og jeg har lært meget mere. Så hvis der sidder nogen derude, som overvejer at bygge samme professionsbachelor på, så kan jeg varmt anbefale at tage den på CphBusiness. Det er hård og krævende, men samtidig utrolig lærerigt! Efter sommerferien skal jeg i praktik, som jeg glæder mig rigtig meget til. Der skal jeg samtidig skrive min bachelor opgave, og til januar skal jeg op og forsvare den – og så er jeg færdig! Jeg glæder mig meget til at stå på den anden side og vide, at det har været al energien, stressen og ja tårerne værd. Jeg overvejer at læse en kandidat bagefter, men så langt er jeg ikke lige kommet med mine planer. Jeg synes det er utrolig hårdt at være studerende, så nu skal jeg lige om på den anden side af det her studie først!

Mys M!

Bloggen fylder 1 år!

føds

I dag har bloggen fødselsdag, hurraaaa! Det er præcis ét år siden at bloggen åbnede, og jeg udgav mit allerførste indlæg. Læs eller genlæs det lige HER <3 Jeg kan huske hvor meget jeg havde glædet mig til at åbne bloggen, og nu have muligheden for at dele min hverdag og tanker med jer. Det blev også en stor del af min hverdag ret hurtigt, og jeg lagde utrolig mange timers arbejde i det. Jeg synes det er helt surrealistisk, at jeg allerede har haft bloggen i et år. Der er sket meget på det år – også en smule på udseendet, som det kan ses på de to billeder ;-) Jeg har forsøgt at dele alle mine oplevelser med jer, og det har både været grænseoverskridende og befriende for mig. I har været igennem mig med alt fra kærestesorger, til jeg tog det store skridt, og valgte at flytte til København, for at starte på en frisk. Beslutningen om København har resulteret i både op- og nedture, og I har været med hele vejen. Jeg fortryder ikke et sekund, at jeg valgte at starte min egen blog. Jeg har fået så mange oplevelser med – både positive og negative. Jeg har samtidig lært rigtig meget, og jeg er vokset utrolig meget som person i løbet af det seneste år. Jeg har i perioder skrevet rigtig mange indlæg, og i andre perioder har der til gengæld været helt stille. Jeg vil gerne takke alle jer, som har fulgt trofast med hele vejen. Tak for al den støtte som i giver! Det betyder meget mere, end i nogensinde kan forestille jer! Uden jer ville min blog jo være ingenting <3

Mys M!

 

 

Få den perfekte mås!

DSC_0014DSC_0015
røv2

Så fik jeg endelig mine bukser fra Fitfashion.dk, og jeg er utrolig glad og imponeret over dem! Jeg havde set disse bukser rundt omkring på de sociale medier, og jeg troede altså lidt, at det var for godt til at være sandt. Da jeg så modtog min egne, blev jeg virkelig overrasket over, hvor godt de egentlig sidder! Det er med hjælp af deres WR.UP teknik, at de former ens mås helt perfekt! De får min mås til at se mere fyldig og rund ud, og ja den ser bare bedre ud i de her bukser. De giver lige rumpen et løft og fremhæver ens former på en positiv måde. Der findes flere forskellige bukser og kollektiorne derinde, og jeg har valgt dem fra deres WR.UP Basic kollektion, som fungerer lidt mere som leggins – altså de er lavet af bomuld og sidder virkelig tæt til kroppen. De er virkelig behagelige at have på, for selvom de sidder meget tæt til kroppen, så strammer de slet ikke. Jeg har bestilt mine i en størrelse M, da de er en smule små i størrelserne. Hvis du ligger i mellem to størrelser, er det ihvertfald vigtigt, at du vælger dem i den største størrelse. Hvis i benytter jer af rabatkoden MALENE10, kan I lige nu få 10% rabat på jeres køb! Jeg kan ihvertfald varmt anbefale dem, jeg er meget glade for mine! Min model kan købes lige HER <3

Mys M!

 

Indlægget er sponsoreret i samarbejde med Fitfashion.dk

Hvordan bevarer man sine venskaber?

venskabG_0387

Jeg har fået en del spørgsmål fra jer skønne læsere omkring mit venskab med Anna, og om vi stadigvæk er veninder. Jeg kan så fortælle jer, at selvfølgelig er vi det! Anna og jeg har været igennem så meget sammen, og det er ikke noget, som bare lige sådan forsvinder. Vi har nogle helt særlige minder sammen, både fra vores tid i Mexico, men også efter vi er kommet hjem. Jeg snakkede i telefon med hende forleden dag, hvor vi talte om, hvor vildt det egentlig er, at vi har bevaret vores venskab så godt. Vi ser hinanden så sjælendt, men hun er stadigvæk en af mine bedste veninder. Jeg så hende sidste sommer, så det er virkelig længe siden, at vi har tilbragt tid sammen! Til gengæld taler vi meget i telefon sammen, og det er dét der holder os sammen. Vi taler gerne sammen hver dag, og ofte også flere gange om dagen. Vi har som sagt et helt særligt bånd, fordi vi har oplevet nogen ting sammen, som kun få veninder har. Hun hjalp mig også utrolig meget efter mit brud med Kasper, som kun bragte os endnu tættere sammen. Derudover har vi meget til fælles med vores blogge, som vi hjælper hinanden meget med. Det er utrolig vigtigt for mig, at jeg har mine veninder – uanset om jeg ser dem ofte eller ej. Jeg har veninder i henholdvis Rødekro, Kolding, Århus, Odense og selvfølgelig også i København. Det kan være rigtig svært at finde tiden til at se hinanden, med en travl hverdag og den lange afstand til hinanden, og det er naturligt at man med tiden vokser fra hinanden, fordi man hver især har gang i sine egne ting. Jeg kæmper dog meget for mine venskaber, fordi de netop betyder så meget for mig. Som jeg har sagt før, så er mine veninder noget helt særligt hver især, og det smider man altså ikke bare væk. Der kan også gå rigtig lang tid imellem at jeg taler med nogle af mine veninder, men når jeg så endelig ser dem igen, er det som om at der ikke er gået én dag. Efter jeg er flyttet til København, kæmper jeg endnu mere for at bevare mine venskaber. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg har haft rigtig meget hjemvé, så mine veninder har allesammen støttet mig, og det ville jeg ikke være foruden! Jeg er bare rigtig glad for, at telefonen er opfundet, haha.

Mys M!

Vin på en hverdag!

Jeg havde tidligere på ugen min månedlige sushi date med min veninde Nadia, hvor vi tog ind på Karma Sushi, som ligger lige inde ved Kongens Nytorv. Som jeg har sagt før, så er det simpelthen den lækreste sushi restaurant – og jeg har prøvet en del efterhånden, men ingen slår det her. Deres stykker er bare lige dét bedre, og det er virkelig alle pengene værd. Der er også altid mange mennesker på Karma Sushi, så det er virkelig et eftertragtet sted. Vi kom desværre ikke afsted i sidste måned, da vi begge to har haft rigtig travlt, og så har vi begge to holdt ferie – dog i hver vores uge, så vi kunne slet ikke få det til at passe. Nu kom vi endelig afsted i mandags, og det var virkelig tiltrængt! Og på trods af at det var på en hverdag, så skulle der selvfølgelig et glas vin til. Da jeg var yngre, rørte jeg kun alkohol i weekenden. Desuden drak jeg det også udelukkende for at blive fuld, og altid inden en bytur. Nu kan jeg virkelig nyde et glas vin – jeg føler mig helt voksen! De har også de lækreste drinks på Karma, men jeg skulle tidligt op i skole dagen efter, så det må vente til næste gang, hæhæ. Vi havde en dejlig aften, og jeg er så taknemlig for, at vi holder fast i vores venskab trods en travl hver dag. Det med at bevare et venskab, kommer der meget mere om på bloggen imorgen!

sushi1
sushi2sushi 3

Mys M!

10 gode råd til en jobsamtale

JOB0028

Jeg var i sidste uge til praktiksamtale, da jeg er i gang med at finde en praktikplads til efter sommerferien. Jeg blev selvfølgelig en smule nervøs, især fordi jeg virkelig gerne vil have pladsen. Jeg er dog meget imødekommende af natur og god til at møde nye mennesker, så det er altid en klar fordel for mig. Jeg tog dog mig selv i at begå nogle fejl under samtalen, og derfor vil jeg gerne komme med mine 10 bedste råd til en jobsamtale. Både hvordan man forbereder sig bedst inden, og hvordan man skal gøre under samtalen. Og så kan jeg lige fortælle jer, at jeg i fredags blev ringet op og at jeg har fået praktikpladsen, yay!

1. Sørg for at forstå virksomheden inden en samtale. Besøg deres hjemmeside og få en forståelse for, hvad de laver og hvordan virksomheden virker.

2. Læs hvilke krav de stiller i deres jobopslag, og få vinklet dine egne egenskaber hen i den retning. Det er ikke altid at man kan leve 100% op til deres krav, men man kan forsøge at få dem til at se dine egenskaber.

3. Ha’ gjort dig nogle overvejelser omkring, hvorfor de netop skal vælge dig! Hvorfor er det, at du vil passe perfekt til jobbet, og hvad kan du bidrage med. Sælg dig selv – selvfølgelig på en passende måde.

4. Forbered dig godt inden samtalen – hvad du gerne vil sige og fortælle om dig selv, så du ikke går fuldstændig i stå under samtalen.

5. Det er vigtigt at man ser præsentabelt ud – så vælg dit tøj med omhu! Jeg foretrækker at have et par sorte jeans og en skjorte på, fordi det er klassisk og enkelt. Samtidig er det vigtigt at man ikke kommer med halvt neglelak på neglene eller huller i strømpebukserne.

6. Sikrer dig at du kan stå inde for dine sociale medier. Du risikerer at arbejdsgiveren tjekker din facebookprofil, og så er der måske nogle billeder, som du ikke ønsker at de ser. Hvis ikke du ønsker at slette alle dine billeder fra de vilde byturer, så kan du altid gøre din profil privat, så din mulige kommende chef ihvertfald ikke kan se, hvordan du ser ud efter alt for mange øl!

7. Kom til tiden! Det er så vigtigt, at man ikke kommer for sent til en jobsamtale, for det fortæller så meget om sin evne til at overholde aftaler. Hvis du kommer for sent, så er chancen virkelig lille for, at du får jobbet!

8. Det er selvfølgelig vigtigt at man giver et godt førstehåndsindtryk. Giv pænt hånden og sørg for at have et smil på læben.

9. Hold øjenkontakt! Jeg tog mig selv flere gange i, at mit øje fangede noget interessant i baggrunden. Det er ikke fordi at samtalen ikke var spændende, men jeg har altid haft en tendens til at opfange ting rundt omkring mig – og det bliver kun forværret, når jeg så samtidig er nervøs!

10. Hvis du bliver spurgt om dine negative sider, så lad vær med at fortæl dem, at du er dårlig til at komme op om morgenen. Få det i stedet vendt til noget positivt, som fx at du er meget perfektionistisk, og at du derfor godt kan tage lidt længere tid om tingene.

Mys M!

Den sørgelige del af København…

sørgelig

Nu er København en dejlig by, og jeg har altid været helt pjattet med den! Jeg har dog oplevet bagsiden af denne skønne by, og det gør inderligt ondt i mit hjerte. Da jeg tidligere besøgte København, inden jeg flyttede herover, havde jeg godt set hjemløse sidde på Strøget og tigge. Jeg gik altid hurtigt forbi dem, og forsøgte at kigge den anden vej – ikke fordi jeg har noget imod hjemløse, tværtimod, fordi det gør ondt på mig. Man ser dem dog på en helt anden måde, når man bor herover. Jeg var i byen kort efter, at jeg var flyttet herover, og jeg oplevede noget virkelig ubehageligt. Da vi skulle hjem omkring kl.5, endte vi på nogle rimelig tomme gader væk fra det glade byliv. Der så jeg til min store overraskelse flere hjemløse, som lå udenfor på trapperne i øs pøs regnvejr. De lå og sov godt gemte under deres soveposer, men jeg kunne slet ikke holde ud at se dem ligge der. Jeg har også en veninde, som bor ude på Vesterbro, og jeg tager altid bussen hele vejen ned af Istedgade, som er en meget begivenhedsrig gade. Der er virkelig mange forskellige mennesker, og det er faktisk meget spændende, at gå en tur ned af Istedgade. Der er dog også rigtig mange hjemløse, da “Mændenes hjem” ligger midt på Istedgade. Jeg husker specielt én episode, hvor jeg virkelig blev påvirket af det. Jeg så en gang en ældre hjemløs mand, hvis hænder rystede fuldstændig. Han stod og fumlede med nogle mønter ved en dør, og det var frysende koldt udenfor. Jeg sad med tårer i øjnene i bussen, og jeg kunne græde på hans vegne. Jeg fik simpelthen så ondt af ham! Jeg skrev for lang tid siden et indlæg omkring, at jeg altid får ondt af ældre mænd, som sidder alene på en restaurant (læs lige HER), og det er det samme med de hjemløse. Det gør ondt helt indeni. Jeg ved godt, at de har gode muligheder for mad og husly herover, men det er ensomheden der gør ondt. Jeg har hørt, at man vænner sig til at de er her, men jeg er ikke noget dertil endnu – det påvirker mig hver eneste gang!

Mys M!

Når stalking går galt!

stalk1 (1)

Jeg kan ærligt ikke huske, hvornår jeg sidst har følt mig så ydmyget! Jeg er så flov, at det gør helt ondt indeni. For ikke så lang tid siden skrev jeg et indlæg, hvor jeg ærligt indrømmede over for jer, at jeg stalkede meget på de sociale medier. Hvis ikke I fik det læst, så kan I læse det lige HER. Jeg er heller ikke bleg for at indrømme det, for vi gør det allesammen, og det er jo også et eller andet sted det Facebook er til for. Idag oplevede jeg så bare lige det værste, man som stalker kan – ihvertfald hvis man ikke vil opdages! Ej det er så pinligt, at jeg næsten ikke kan få mig selv til at sige det… Jeg har en tendens til at dvæle lidt ved fortiden, og jeg stalker gerne mine gamle flammer og deres nye kærester. Jeg skal da ind og se, om de har det godt, om der er sket noget nyt, eller om de (mirakuløst) er gået fra hinanden. Jeg stalker især hvis jeg er fuld, eller ikke har andet at give mig til. I dag har jeg ligget hjemme hele dagen pga en træls migræne, så jeg tog lige en tur rundt på diverse facebookprofiler. Jeg lander så inde på en profil, som jeg har stalket rimelig mange gange efterhånden, og det ser egentlig meget kedeligt ud – der er ikke sket noget nyt siden sidst, og der er absolut ingen lækker sladder at grave frem. Jeg ser så pludselig noget til min store skræk, og mit hjerte stopper seriøst med at slå et sekund. Jeg har sendt profilen en venneanmodning! You have got to be shit***g me! Det er bare lige præcis dét, der ikke måtte ske! Det er virkelig længe siden, at jeg har været inde på denne profil, så jeg tør slet ikke at tænke på, hvor længe den venneanmodning har været der – og slet ikke hvor meget vedkommende har grint af mig. Hvorfor i al verden er det også muligt at sende en venneanmodning, uden at Facebook lige advarer én. “Er du sikker på at du vil sende den her anmodning, og ydmyge dig selv fuldstændig?” Den knap mangler altså! Ej hvor er det flovt, jeg er blevet busted godt og grundigt! Jeg ringede til Anna lige med det samme, og hun flækkede fuldstændig af grin. Jeg ved heller ikke om jeg skal grine eller græde, men jeg føler mig ihvertfald ydmyget! Som Anna også sagde, det sker seriøst kun for os sådan noget. Jeg er hermed afsløret, og der er absolut ingenting jeg kan gøre ved det. Det må være nogle fra de højere magter, som prøver at fortælle mig, at jeg skal lade min fortid ligge og fokusere en smule mere på fremtiden. Hentydningen er modtaget, tak!

Mys M!

Få samme stil som Sarah Jessica Parker!

saaaraaah

Ellos.dk har i samarbejde med smukke Sarah Jessica Parker, bedre kendt som Carrie fra Sex and the City, netop lanceret en ny kampagne! Jeg har altid set Sarah Jessica Parker som et stort stilikon, som jeg har fundet meget inspiration fra. Jeg elsker hendes stil, både som karakteren Carrie og privat. Hun forstår at pifte et simpelt outfit op, og denne kampagne er ikke anerledes. Dette er mit yndlings billede fra kampagnen, fordi den netop viser, hvordan hun mikser forskellige stile og skaber sin egen. Jeg havde ikke tænkt på at kombinere en denim jakke med en flot klassisk kjole, men hun gør det, og hun gør det skide godt! Hun kommer med nogle fine inputs i kampagnen, samtidig er der nogle super skønne billeder af hende i forskellige outfits. Jeg har udvalgt mine favoritter nedfor, men I kan se hele kampagnen lige HER <3

SJP bloggen

Nr.1 / Nr.2 / Nr.3 / Nr.4 / Nr.5 / Nr.6 / Nr.7

Mys M!

Indlægget kan indeholde affiliate links

Older posts