• ···
Turen går til....

Når min fortid ødelægger det for mig…

DSC_0056

Jeg har én af de dage, hvor en masse tanker kører rundt i hovedet på mig. Jeg er også meget presset for tiden grundet eksamen og en flytning, så jeg er også ekstra følsom lige nu. Jeg har aldrig åbnet mig op omkring det her emne for jer, for det er virkelig svært for mig. Det er noget jeg kun har delt med mine tætte veninder og familie, da det har været for hårdt at tale om. Nu er jeg dog ved at være træt af, at min fortid skal have lov til at ødelægge det for mig, så jeg har brug for at komme ud med det. Jeg håber samtidig på, at jeg måske kan få nogle gode råd med på vejen fra jer, hvis i har været igennem en lignende situation.

Jeg har været igennem nogle ting som gør, at jeg har enormt svært ved at stole på folk. Jeg er blevet løjet for igennem et helt forhold, været udsat for utroskab og mildest talt blevet kørt psykisk ned. Jeg har stået med følelsen af, at jeg langt fra var god nok. At alt hvad jeg gjorde og sagde var forkert, og at jeg ikke fortjente bedre end det jeg fik. Jeg er udemærket godt klar over, at utroskab aldrig bliver ens egen skyld – men når man står midt i det, så er det svært at tro andet. Det kan være utrolig svært at komme ud af et dårligt forhold, og jeg blev også i mit alt for længe. Jeg blev der så længe, at jeg mistede rigtig meget af mig selv undervejs.

Det tog mig rigtig lang tid, men jeg fik endelig givet slip. Jeg sårede nogle mennesker på vejen, og jeg er evig taknemlig for, at jeg har så mange ved min side den dag i dag. Jeg har fået flere chancer og støtte end man overhovedet kan bede om, og det bliver bestemt ikke taget for givet. Det var en rigtig hård kamp for mig, at rejse mig op igen. Jeg er en utrolig følsom pige, og det ødelagde mig fuldstændig. Da jeg endelig kom halvvejs op af hullet, stod jeg tilbage uden selvtillid – absolut ingen tro på mig selv. En følelse som jeg aldrig har oplevet før! Jeg har altid følt mig meget sikker på mig selv og hvem jeg er. Jeg har altid vidst hvad jeg var værd, og ikke mindst hvad jeg fortjente – sådan havde jeg det ikke længere. At flytte til København og stå på mine egne ben, hjalp mig utrolig meget med at finde tilbage til mig selv. Det var bestemt ikke let, og jeg har grædt mange tårer på vejen, men det har gjort mig stærkere. Jeg fik troen på mig selv tilbage.

Nu står jeg her, fuldstændig oprejst, og jeg har endelig lagt min fortid bag mig. Problemet er bare, at jeg stadigvæk slæber rundt på en helveds masse bagage. Jeg har meget lidt tillid til andre mennesker, og jeg stoler ikke på noget folk siger til mig før at de beviser det for mig. Jeg er bare så træt af at skulle straffe andre mennesker, for noget som intet har med dem at gøre. Ja og at jeg faktisk straffer mig selv, fordi jeg er bange for at åbne op. Jeg kan også mærke, at jeg skubber mine følelser væk, så snart folk kommer lidt for tæt på. Jeg lukker ubevidst fuldstændig i, og jeg ved ikke hvordan jeg skal ændre det. Normalt kan man altid se tilbage på fortiden som en læringsproces, men hvad har jeg lært af det her? Jeg synes kun, at jeg står tilbage med en masse fortrydelse og ærgrelse, som spænder ben for mig lige nu.

Mys M!

6 kommentarer

  • Camilla

    Hypnose ville være mit råd, kom tilbage og få lagt låg på og taget afsked med alle de ting som du går og tumler med i hverdagen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Michelle

    Kære Malene.

    Du vil altid have en rygsæk der hele tiden bliver fyldt med ting der gør den tung. Det er der som sådan slet ikke noget i vejen for. Men det handler om at få skabt en balance i rygsækken som man kan holde til at slæbe rundt på. De ting du lærer af, behold dem og vend dem til en positiv ting. Så forsvinder byrden på den måde. Sådan rigtigt kliché: det der ikke dræber dig gør dig stærkere!
    Ud af det du skriver kan jeg godt se det kan være svært at se hvad man kan lære af og blive stærkere af. Men måske er det at du i fremtidige forhold nu har fået nogle signaler der fortæller dig om han er godt eller dårligt selskab. Du bliver hele tiden et bedre og klogere menneske igennem dine oplevelser og dine valg.

    Life isn’t about waiting for the storm to pass…It’s about learning to dance in the rain.

    Tag det du kan bruge af det. Og alt muligt lykke til dig i fremtiden ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina

    Det der ofte hjælper er at “tilgive” de som har såret dig. Det er ikke for deres skyld, men for din egen skyld. Hvis du tilgiver ham der har såret dig, har han ikke den magt over dig længere, at du ikke kan stole på folk.
    Jeg har personligt gjort meget brug af hypnose, om man tror på det eller ej. Jeg har søgt på nettet og fundet lydbøger til mine problemer. Så har jeg hørt dem på telefonen hver aften inden jeg lagde mig til at sove, og det har virkelig hjulpet mig. Jeg har brugt en til selvværd også, og den fik jeg meget ud af :). Held og lykke med det hele :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    At ende helt nede og ramme jorden, eller rent faktisk et hul i jorden, er noget af det hårdeste, og værste at gå igennem. Jeg ved ikke om du har gjort brug af det, men ved af erfaring, at det at snakke med en professionel, en som ikke dømmer dig eller andre involverede, kan hjælpe mere end man lige regner med.

    At gå til psykolog er ofte forbundet med et tabu, og jeg tænkte bestemt også første gang, at det skulle jeg bestemt ikke. Men guess what, det hjalp at kunne tale frit fra leveren uden nogle der dømte, blot en der lyttede, lod mig græde hvis det var tiltrængt og blot gav mig værktøjer til, hvordan jeg kunne blive mit stærke jeg igen.

    Ved det ikke er en billig løsning (kan evt få tilskud via lægen), men det er bestemt pengene værd, når man kommer ud på den anden side, og er det stærkere samt det klogere på sig selv!

    God vind herfra :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • anonym

    For mig handler det netop om at man ikke skal forsøge at se det positive i at være blevet behandlet som lort – f.eks. hvad man har lært af det! For ved du hvad svaret er? Ikke en skid! Det er det menneske der har trådt på dig som den er gal med, IKKE dig, så hvorfor skal DU lære noget af det? Jeg kæmper selv for at komme mig over et brud lige nu, og det er for mig utroligt vigtigt at huske at det ikke var mit valg, at jeg ville ha’ gjort alt for at undgå det hvis bare jeg vidste det var på vej, at jeg ikke kunne have gjort noget anderledes i situationen ligegyldigt hvor bagklog man kan være. Men søde Malene, pas på du ikke lader det gå ud over din nye forelskelse, DU FORTJENER AT VÆRE GLAD! Og det kan du sagtens blive, netop fordi du kan sige til dig selv at fortid er fortid, og den skal ikke definere resten af dit liv.

    Kh. en læser, der nægter at lære af fortiden, så længe det ikke er hende selv der har begået fejlen :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Ved ikke om det hjælper, men du kan evt se tilbage og takke for at det du har været igennem, da du ikke kun er blevet stærkere pga de ting du har været igennem. Du ved os hvad du er værd og hvad du fortjener at få tilbage om det så er fra en kæreste eller en veninde. Og det er da meget godt, for de fleste laver den samme fejl, 30 tusinde gange, før det går op for dem. Det er gået op for dig og fortiden vil altid banke på, det kan ingen komme udenom. Men du er blevet klogere og stærkere med tiden og det skal du da være stolt af og glad for. Håber det hjælper bare lidt :)

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.

 

Næste indlæg

Turen går til....