• ···

Jeg er ikke for stolt til, at erkende mine fejl!

DSC_0161

Jeg begik tidligere på ugen en dum fejl, og derfor vælger jeg nu at lave et indlæg, så der kan blive lagt låg på en situation, som er kørt fuldstændig af sporet. Jeg skrev i mandags et indlæg omkring, at en ny paradise deltager havde sagt nogle knap så pæne ord om mig (læs lige HER). Jeg blev rigtig vred og stødt over den besked, og jeg reagerede en smule voldsomt. Jeg valgte nemlig at synke ned på et lavt niveau, og lave et indlæg omkring det, i stedet for at lukke ørene for det og lade det ligge. Jeg har aldrig udstillet folk på min blog, og det er bestemt heller ikke det, som den skal bruges til. Jeg blev bare så frustreret, og jeg fik et behov for at forsvare mig selv – ikke kun over for ham, men også andre som deler samme holdning. Hele situationen blev dog kørt meget længere ud, end jeg havde forestillet mig. Jeg fik afløb for min vrede og frustrationer, men det gav bagslag i sidste ende. Jeg kan nu fortælle jer, at det var Cain fra den nye sæson, som havde sagt de knap så pæne ord omkring mig. Jeg har snakket med ham efterfølgende, for at få lagt låg på det hele. Han har en holdning til mig, som jeg bestemt ikke er enig med ham i, men det må jeg respektere. Ikke alle mennesker forstår mig, eller ser tingene på samme måde som jeg gør, og det kan jeg ikke gøre noget ved. Jeg er enorm dårlig til at modtage kritik, men jeg skal blive bedre til, at lukke ørene for det. Jeg fik snakket ud med Cain, som også var rigtig træt af hele situationen. Han følte sig udstillet på min blog, hvilket bestemt ikke var min mening, men jeg kan godt forstå, hvor han kommer fra. Jeg har også indrømmet, at jeg reagerede på en dum måde, og at jeg ikke skulle have delt det på bloggen. Vi har fået snakket det hele ud nu, og vi har valgt at ligge låg på hele situationen.
Jeg har ihvertfald lært af mine fejl, på en knap så sjov måde! Nogle gange er det bedst bare at holde sin mund, også selvom man ikke er enig. Det gjorde kun situationen værre, at jeg valgte at lave det indlæg – det var som sagt et forsvar fra min side af, men jeg skulle have taget den med Cain privat. Jeg er ikke for stolt til at indrømme mine fejl, og det her er en af mine.

Mys M!

Svinet til af ny Paradise deltager!

PH sviner

Jeg kan lige starte med at melde ud, at jeg ikke kommer til at afsløre, hvem der er skrevet denne besked. Jeg har ikke selv modtaget beskeden, men han har skrevet det til en jeg kender, som så sendte det videre til mig. Jeg ønsker ikke at udstille vedkommende, men derimod forklare og forsvare mig selv på hans besked og beskyldninger. Der er sikkert andre, som tænker det samme som ham, og derfor vil jeg gerne have lov til, at forsvare mig selv! Jeg forstår overhovedet ikke, at man kan dømme nogle folk på den måde, uden at have mødt dem. Jeg har aldrig talt med manden før, så det kommer virkelig bag på mig, at han kan dømme mig på den måde. Jeg har tidligere skrevet et indlæg omkring haters (læs lige HER), og jeg indrømmer gerne, at jeg er dårlig til at modtage kritik. Hvis folk synes, at jeg er dum eller ikke forstår mit valg om at deltage i Paradise Hotel, så kan jeg lukke ørene for det. Derimod, hvis folk kritiserer mig for mit arbejde på bloggen, eller påstår at jeg har en holdning, som jeg ikke har, så bliver jeg rigtig vred og ked af det. Jeg synes det er  uretfærdig, og jeg blev virkelig stødt, da jeg læste denne besked igår.

Først og fremmest vil jeg lige gøre det klart, at jeg ikke fortryder, at jeg har deltaget i Paradise Hotel. Jeg står 100 % ved det, og hvem det har gjort mig til i dag. Min deltagele har givet mig nogle store og spændende muligheder som for eksempel, at jeg startede min egen blog, og det er jeg så taknemlig for! Jeg prøver ikke at løbe fra, at jeg har været med i programmet, så havde jeg nok ydet en større indsats for at undgå søgelyset. Jeg havde ikke oprettet min egen blog, eller skrevet indlæg om Paradise Hotel – men som jeg netop siger, så forsøger jeg ikke at løbe fra det, jeg er bare en smule træt af, at mange folk kun ser mig som “Paradise Malene”. Når folk møder mig første gang, så genkender de mig, og der følger allerede en hel masse fordomme med i posen. Og det er dét, som jeg er træt af. Folk dømmer mig på baggrund af et tv program, og ikke hvem jeg er som person.

Jeg omgåes med folk der har deltaget i reality, ja, primært dem fra min egen sæson. Samtidig er Danmark så lille, og den her reality verden er så udbredt, at det er svært ikke at omgåes med nogen, som har deltaget i et reality program. Især efter jeg er blevet blogger, så er jeg blevet mere integreret i dette miljø. Jeg opsøger dem aldrig selv, men jeg er meget social og imødekommende, så det er naturligt, at jeg kommer i snak med andre reality deltagere. Jeg kunne aldrig drømme om, at skrive til en deltager fra den nye sæson, blot for at komme i kontakt med reality og fame – det er slet ikke min stil! Jeg går heller ikke på Billy Booze, som er en bar her i København, som er “kendt for at være” en bar for reality deltagere. Jeg var til et blogger event sidste år, hvor jeg faldt i snak med nogle reality deltagere, og igennem blogger verdenen, kan det heller ikke undgåes – men jeg opsøger det ikke.

Til slut vil jeg bare sige, at hvis man synes min blog er “røv kedelig”, så kan man bare lade være med at læse den! Reality er en del af mig, og det løber jeg ikke fra – men jeg ønsker bare at blive anerkendt for andet end dette.

Mys M!

Om at blive sat i sammenhæng med Paradise Hotel

PH

Jeg bliver ofte sat i sammenhæng med Paradise Hotel, og mange genkender mig, når de møder mig første gang. De husker måske ikke helt, hvor de har set mig henne før, men folk kigger ofte lige en ekstra gang. Jeg har længe forsøgt at flytte mig væk fra Paradise Hotel og hele den reality verden, for jeg ser det som et overstået kapitel. Jeg fortryder på ingen måde min deltagelse, for det har givet mig så meget, men det er bare ikke en del af mig længere. Det er også blevet bedre med tiden, og flere genkender og følger mig nu for bloggen – hvilket betyder meget mere for mig! Jeg vil hellere blive anerkendt, for det jeg laver på bloggen, frem for at blive genkendt på grund af et tv program.

Grunden til at jeg er lidt træt af, at blive sat i sammenhæng med programmet er fordi, at der ofte følger en lang række fordomme med, når folk tænker på Paradise Hotel. Jeg overhørte en gruppe unge på min skole her igår, jeg vil skyde på at de var nogle år yngre end mig, og de sad og snakkede om den nye sæson af Paradise Hotel. Pludselig begynder de at snakke om, hvem der dog var så dum, at tilmelde sig til sådan et program. Hvem der frivilligt ville udstille sig selv på den måde på landsdækkende tv. Nu er jeg heldigvis en type, som ikke tænker så meget over andres holdning til mig, men jeg må da indrømme, at jeg blev en smule stødt. Jeg ville ønske, at jeg havde haft modet til at gå hen til dem og sige noget, men i stedet for forsøgte jeg nærmere at skjule mig selv, så de ikke fik øje på mig.

Folk har ofte en tendens til at se alle realitydeltagere som én type af mennesker, hvilket jeg synes er uretfærdigt og forkert. Vi var meget forskellige i min sæson, så jeg synes ikke, at man kan sammenligne os med hinanden på den måde. Ja, vi ønskede allesammen en oplevelse for livet, men det er nok også det eneste, som vi havde til fælles. Jeg bryder mig ikke om, når folk tror at de kender mig, fordi de har set mig på fjernsyn. Det folk så på tv, var kun en lille bid af, hvem jeg er. Samtidig var jeg meget ung da jeg deltog, og jeg har ændret mig meget siden. Jeg kan nok aldrig helt løbe fra min deltagelse i programmet, og slet ikke nu hvor jeg er blevet blogger – men jeg bevæger mig i den anden retning, og en skønne dag ser folk mig forhåbentlig som “bloggeren Malene” i stedet for “Paradise Malene”.

Mys M!

Min første koncert med NOAH!

(Følg mig på Snapchat m.sandgaard)

Så skete det endelig! Jeg har længe drømt om at komme til koncert med NOAH, det står sågar på min 10-ting-jeg-skal-nå-før-jeg-dør liste (læs lige HER), og nu kan jeg også krydse den af. Jeg så dem til Fredagsrock i Tivoli i fredags, og det var en stor fornøjelse! Man kan måske ikke kalde det for en “rigtig” koncert, men jeg så dem optræde live, og de var bare dygtige. De spillede selvfølgelig alle deres kendte sange fra radioen, men også nogle numre, som jeg ikke havde hørt før. Jeg er stor fan af alt deres musik og den genre, så det var som sagt virkelig godt. Deres musik har altid betydet meget for mig, og det var også en koncert, som bragte en masse minder frem. Deres sang “Over byen” var for eksempel den allerførste sang jeg hørte, da jeg lige var røget ud af Paradise Hotel. Den minder mig om køreturen fra hotellet, hvor jeg sad i min helt egen verden imens sangen spillede – jeg tænkte på min familie og veninder derhjemme, som jeg pludselig savnede helt vildt. Som jeg har nævnt før, så glemte man hurtigt det derhjemme imens man var på hotellet, men den sang fik virkelig savnet frem. Sangen i videoen ovenover er også et ømt punkt for mig. Måske husker nogen af jer episoden, og hvorfor netop denne sang bringer nogle særlige minder frem hos mig. Sangen hedder “Alt er forbi”, og jeg sang den dengang, at Kasper røg ud af Paradise Hotel første gang – Jeg sad alene nede på terrassen på værelset og fik grædt ud. Jeg har ikke rigtig kunne høre den efterfølgende, for den har altid givet mig ondt i maven, og bragt en mærkelig følelse tilbage. Hvis den kom i radioen, så har jeg altid skiftet væk fra den, og jeg tror faktisk ikke, at jeg har hørt den fuldt ud siden. Det var dog rigtig rart at høre den i selskab med en masse skønne tøser, og sætte den i forbindelse med noget helt andet. Nu kan jeg huske tilbage på en skøn aften, i skønt selskab og en rigtig god oplevelse <3

Mys M!

Skal jeg se den nye sæson af PH?

61422_10151304837812389_1186103766_n

Dette billede florerede over alt på Facebook for tre år siden, og nu er det igen nogle andres tur. Siden jeg deltog i Paradise Hotel, har jeg ofte fået spørgsmålet, om jeg har set de efterfølgende sæsoner. Og nej, det har jeg ikke. Året lige efter vores sæson synes jeg, at det var alt for mærkeligt. Jeg havde et eller andet sted ejerfornemmelse, og jeg havde enormt svært ved, at nogle andre pludselig skulle tage over. Vi havde fået ufattelig meget opmærksomhed under vores sæson, og nu var det pludselig nogle andre, som skulle i fokus. Jeg var egentlig træt af alt den opmærksomhed, og at blive sat i sammenhæng med Paradise Hotel hele tiden, men det var stadigvæk meget mærkeligt for mig. De nye deltagere skulle heldigvis ikke være på “vores” hotel, men jeg havde slet ikke lysten til at se det. Jeg tror, at jeg så den første uge, og så droppede jeg det igen. Jeg har ellers altid trofast fuldt med hvert år siden det startede, men det var bare ikke det samme, efter jeg selv havde deltaget.
Sidste år havde jeg det stadigvæk lidt på samme måde, men jeg fulgte dog alligevel lidt med. Det er bare meget specielt, når man ved hvordan tingene foregår bagom det hele. Samtidig bliver man lidt en del af en “Reality verden”, så jeg vidste på forhånd hvem der vandt. Jeg har også hørt rygter igen i år, så spændingen er lidt forsvundet. Det er egentlig utroligt, at de nye deltagere ikke kan gå stille med dørene, og holde på en hemmelighed. Vi var meget hemmelighedsfulde i vores sæson, og ikke engang alle deltagere fra vores sæson, vidste hvem der vandt. Anna røg jo ud inden finalden, og hun forsøgte længe at lokke vinderen ud af mig, men det lykkedes hende ikke! Jeg fortalte det kun til min nærmeste familie, for vi havde skrevet under på, at vi ikke måtte sige det til nogen – og det respekterede jeg. Men inden jeg hørte rygter om den nye sæson, var jeg ellers ikke afvisende over for, at jeg måske skulle følge med i år. Jeg har dog så meget at se til med både studie og arbejde, så jeg tror simpelthen ikke, at jeg har overskuddet til at sidde og følge med hver aften kl.22. Jeg får nok set et par afsnit, men jeg bliver ikke en trofast seer – og slet ikke nu, hvor spændingen også er ødelagt for mig.

Mys M!

Om at have en veninde, som er med i Paradise Hotel #3

IMG_7335

Jeg beklager meget, at den tredje og sidste del af denne historie ikke kom op i forgårs som lovet, men nu kan i endelig læse den. Hvis ikke i fik læst de første to dele, så kan i læse første del lige HER, og anden del lige HER <3
Inden Malene deltog i Paradise, var hun en sød og populær pige. Hun har dog altid været lidt stille, og hun åbnede ikke op for hvem som helst. I folkeskolen var det mig der råbte højst, og på gymnasiet valgte hun sin omgangskreds med omhu. Men så skete der noget, da hun flyttede hjemmefra, og ikke mindst da hun havde været med i Paradise! Den første bytur efter hun var kommet hjem fra Mexico, husker jeg tydeligt. Det var så dejligt at have min bedste veninde hjemme igen, og hun var jo bare Malene – dog kunne jeg sagtens mærke, at hun var blevet mere udadvendt, og ‘fremme i skoene’. Malene fortalte en masse ting fra opholdet, og hun snakkede også meget om, at det var mærkeligt at tænke på, at når programmet gik igang, blev hun kendt og genkendt på gaden. Det kunne jeg slet ikke forholde mig til, og jeg tænkte, det nok ikke blev så slemt! Men jo det blev ’slemt’ – da programmet kørte på TV3 begyndte folk, især teenagere men også ældre, at genkende hende på gaden. Der var mange, der stoppede hende op, og både ville have taget billede med hende og en autograf. Jeg synes, det var så spøjst. Jeg kunne slet ikke forstå, hvorfor de synes, at Malene var noget særligt. Altså jo, jeg synes jo, hun er noget helt særligt – men ikke fordi hun har været med i Paradise <3 Jo længere tid der gik, blev interessen for Malene større og større, og det blev så ekstremt, at Malene virkelig skulle overveje, hvordan hun opførte sig, når hun gik ud, for overalt var der nogen, der genkendte hende. Jeg glemte hele tiden, at jeg gik med en ‘kendt person’, og jeg lavede bare pjat som altid. Det gjorde Malene også – men kun til grænsen. Og hun skulle hele tiden være forberedt på at blive fotograferet eller stoppet op. Nogle gange når Malene ikke orkede al den opmærksomhed, trak hun huen over hovedet, men som om det hjalp! Det kom vist som et chok for hende, at det trak SÅ meget opmærksomhed. Og ofte når vi gik sammen, synes jeg vist opmærksomheden til Malene var sjovere, end hun selv gjorde. En dag da vi gik på gågaden hjemme i Aabenraa, var der en pige, der hviskede til sin mor ‘ej Malene er blevet klippet’. Jeg kiggede bare mærkeligt og undrede mig over, hvordan hun vidste det – men nåårh jo hun havde jo langt hår i tv’et ;-) Nu er Malene jo flyttet til København, det er så dejligt at have hende tæt på. Opmærksomheden er blevet mindre. Der er da få, der genkender hende på gaden, men jeg har indtryk af, at hun nu mere er ‘kendt’ pga hendes blog, end at hun har været med i Paradise. Nu kan vi pjatte og være skabede på den gode gammeldags måde, uden Malene skal tænke på, om det bliver filmet i smug Malene har en kæmpe oplevelse med i bagagen, og jeg er stolt af at al den megen opmærksom ikke har steget hende til hovedet, men at hun blot har været sig selv hele vejen igennem. Hun har holdt fast i hendes egne meninger og principper – selvfølgelig med lidt hjælp fra mig (og andre veninder), når det hele har været lidt svært <3

Tak for denne gang.

Knus fra N

 

Om at have en veninde, som er med i Paradise Hotel #2

12436711_10153854298274295_864438800_o

Dette er fortsættelse på mit indlæg igår. Hvis ikke i fik første del med, så kan i læse det lige HER <3
Pludselig en nat i december, skrev Malene en besked fra Facebook. Jeg kunne slet ikke forstå, at der var kontakt! Hun skrev, at hun intet måtte fortælle, men at nu kom hun snart hjem fra Mexico. Det første jeg spurgte hende om, var selvfølgelig om hun havde vundet – hun havde nemlig lovet mig en shoppingtur, hvis hun vandt, men hun fortalte intet. D. 18 december stod jeg så spændt i lufthavnen, og ventede på hun skulle dukke op. Efter en times forsinkelse gik dørerne op, og der strømmede ud med en masse glade unge mennesker, og deriblandt var Malene. Hun var helt forvirret over pludselig at være hjemme i Danmark, hun vidste hverken hvad klokken eller datoen var. Vi fik krammet og krammet og krammet, og så skulle hun med hendes familie hjem. Min Paradise-boykotning ophørte, og i februar begyndte sæson nr. 9 ‘endelig’ i tv’et. Jeg sad troligt hver aften og fulgte med. Jeg kunne SLET IKKE forstå, det var min lille Malle, der pludselig gik rundt i bikini, flirtede med kameraet (og ikke mindst drengene), drak sig fuld og slog sig løs Jeg behøver nok ikke fortælle, hvordan jeg havde det, da hende og Kasper blev kærester og var rigtig glade for hinanden – også i sengen !! Det var alt for mærkeligt at se min veninde på den måde, men det var rart, at hun trods alt var hjemme i Danmark, for vi snakkede nærmest sammen hver dag omkring programmet. Jeg må indrømme, jeg rent faktisk synes, at Malenes sæson, er den bedste og sjoveste, der nogensinde er blevet vist. Jeg gik hen og glædede mig til kl 22 hver aften. Og jeg heppede jo selvfølgelig på Malene! Jeg levede mig helt ind i det. Jeg græd, når Malene var ked af det, og jeg var nok den der grinte højst, når Malene gjorde sjove ting. Der var nogle afsnit, hvor hun sagde eller gjorde ting, som var så Malene-agtige, at jeg græd af grin.

Læs med i imorgen hvor jeg fortæller om tiden under og efter programmet, hvordan jeg pludselig havde en veninde, der blev genkendt på gaden.

Knus og kram N

 

Om at have en veninde, som er med i Paradise Hotel #1

37248_408299999636_783109636_4127042_3187981_n

Her forleden dag sad jeg og snakkede med min veninde Nadia om hele “Paradise tiden”, som nu faktisk allerede er tre år siden, tiden går bare så hurtigt! Men for første gang var det ikke mig, der snakkede så meget – her var det Nadia, der fortalte hendes oplevelser omkring det hele. Vi har været veninder i så mange år efterhånden, og jeg synes det var spændende at høre hendes side af det hele. Jeg fik hende til at skrive et indlæg, som i kan læse lige her.

Nå så er jeg tilbage på bloggen Sidst var det jo et lille sjovt indlæg omkring jordens største taber Malene (læs HER). Denne gang er det måske ikke lige så sjovt, men lidt dybere omkring et venskab, der pludselig blev et andet. Jeg husker det, som var det igår, da Malene skrev til mig, at der var noget, hun skulle snakke med mig om. Jeg boede i København, og hun boede hjemme i Aabenraa, så vi var van til at kommunikere over SMS og facebook – og vi ringede kun sammen, hvis der var sket noget virkelig sjovt, eller noget der måske var knap så sjovt. Jeg blev jo meget nysgerrig, og ville have hende til at fortælle med det samme. Det ville hun ikke, for det var ikke noget, der kunne skrives om. Jeg kom med alle mulige gæt, lige fra at hun var blevet til piger, til at hun skulle have lavet bryster. Hun ringede senere på aftenen, og fortalte mig så, at hun skulle være i Paradise Hotel sæson 9. Jeg var målløs!! Den havde jeg aldrig set komme, min bedste veninde siden 3. klasse, skulle nu pludselig være med i et tv-program på TV3, oveni købet et program jeg havde boykottet nogle år forinden! Oveni købet et program, hvor det går ud på at drikke, vise sin krop frem og score (sådan så jeg i hvert fald på det)! Jeg havde ikke så meget at sige, jeg var virkelig rystet, og da vi lagde på, begyndte jeg at tude. Faktisk var jeg den sidste, Malene havde fortalt det til, fordi hun vidste, at jeg ville blive rigtig ked af det. Næste dag prøvede jeg at lufte for hende, at jeg synes, hun skulle genoverveje hendes beslutning, men der var ingen ting at stille op. Hun ville med! Inden vi fik set os om, skulle Malene afsted til Mexico, og jeg kunne slet ikke forstå, hun nu bare tog væk uden telefon eller anden form for kommunikations muligheder. Malene endte jo med at være med i hele sæsonen (næsten da), så det betød, at der gik lang tid, inden jeg hørte noget som helst. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at jeg tænkte på hende hver eneste dag, hun var afsted, og jeg drømte sågar om hende om natten. Jeg gik og havde på fornemmelsen, at hun sikkert fortrød sin deltagelse, og jeg forestillede mig, at hun lå om aftenen og bare ville hjem. Jeg troede slet ikke, det var noget for hende at ’stå frem’ på den måde. Der begyndte at blive lagt små klip op fra hotellet og de nye deltagere, imens filmningen fandt sted, og da Malene dukkede op, kunne jeg jo godt se, at hun var glad og strålede af selvtillid. Det beroligede mig lidt

Læs med imorgen om tiden, da Malenes sæson skulle vises i tv.

Knus og kram fra N

 

Hvordan påvirker Paradise Hotel de unge?

Skærmbillede 2013-02-03 kl. 18.09.39

Det er ofte blevet diskuteret på diverse sociale medier, at Paradise Hotel er dårlig for de unges opfattelse af ungdommen, alkohol og sex. Jeg kan til dels godt se hvad diskussionen går ud på, for jeg har efter min deltagelse i programmet, modtaget mange stødende og voldsomme beskeder fra små drenge. Drenge på kun 12 år, som skriver meget perverse og ubehagelige beskeder. Jeg var meget forarget første gang, at jeg modtog sådan en besked. Først og fremmest undrede jeg mig meget over, at børn i den alder ser den slags programmer. Det fik jeg bestemt ikke lov til i den alder, og jeg havde meget respekt over for den slags. Hvis mine forældre forbød mig at se visse programmer, så gjorde jeg det heller ikke. Jeg har mødt flere børn, som med et smil på læben har fortalt mig, at de havde set programmet, på trods af at deres forældre havde forbudt dem det. Jeg synes det er synd at så unge og endda børn, ser den slags programmer. De skal da nyde deres barndom med tegnefilm og ungdomsfilm, lige som jeg selv gjorde. Børn i den alder er meget lette at påvirke, og de kan sagtens få et forkert syn på tingene, fordi de er for små og unge til at forstå virkeligheden. Når det så er sagt, så synes jeg dog ikke at programmet viser noget, som ikke passer. Mange unge oplever en vild ungdom med alkohol og sex, selvfølgelig ikke alle, men størstedelen går igennem sådan en periode. Det er efterhånden blevet normalen og programmet viser et klart billede af mange danskers ungdom. Selvfølgelig bliver sådanne udskejelser normalt ikke vist på tv, men de bliver udlevet hos mange unge. I programmet bliver det hele bare vist meget voldsomt og ekstremt, og det er dér at debatten opstår. Mange på min alder kan nikke genkendelse til samme udskejelser, de har bare ikke valgt at gøre det på landsdækkende tv. Jeg synes at det er forkert at sige, at programmer som Paradise Hotel giver et forskruet billede af den danske ungdom, for i følge mig gør det faktisk det stik modsatte – bare meget ekstremt. Problemet er så bare, at hvis det er små børn der ser programmet, som slet ikke er nået til den alder endnu, så begynder de at tale og opføre sig som om, at de er meget ældre end de er, hvilket jeg synes er meget synd. Jeg har faktisk lavet et indlæg omkring børn og deres barndom nu til dags, som I kan læse på bloggen imorgen. Vi kan diskutere frem og tilbage omkring, hvordan unge bliver påvirket af programmer som Paradise Hotel, men faktum er at programmet viser størstedelen af de danske unges liv – så uanset om børn og unge ser det eller ej, så er det bare sådan. Dog synes jeg ikke, at børn og unge bør se den slags programmer, ihvertfald ikke før de er gamle nok – hvilket er en smags sag fra person til person, hvornår man synes, at man er gammel nok til den slags, så det vil jeg personligt slet ikke kommentere på.

Mys M!

Hvad husker i mig for?

Skærmbillede 2013-01-18 kl. 18.59.25

Nu har jeg jo lavet en del indlæg omkring Paradise Hotel, og jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre, hvad I husker mig for? Ting jeg gjorde eller sagde, det kunne være meget sjovt at høre, så kom med det! Og til jer som ikke har fået læst om mine bedste øjeblikke i Mexico, så kan I finde indlægget lige HER <3

Mys M!

Older posts