• ···

Jeg støtter ikke altid mine veninder…

DSC_0153

Jeg har haft mange veninder i løbet af årene – nogen har holdt ved indtil nu, imens andre er gledet væk med tiden. Jeg har altid været meget taknemlig for mine veninder, og de betyder også rigtig meget for mig. Der går ikke én dag, hvor jeg ikke taler med mine veninder, og de er allesammen mine støttepæle på hver deres skønne måde. Jeg har dog på det seneste været i nogle dillemaer, hvor jeg synes, at jeg har haft svært ved at støtte mine veninder fuldt ud. Jeg ville da ønske, at jeg bare kunne sige, at jeg altid vil støtte mine veninder – men sandheden er bare, at det gør jeg ikke. Jeg har enormt svært ved at støtte mine veninder, hvis jeg personligt selv synes, at de træffer den forkerte beslutning. Det handler overhovedet ikke om, at jeg er bedrevidende, eller at jeg altid har ret. Det handler nok et eller andet sted mere om, at jeg bare forsøger at beskytte dem. Jeg ønsker jo på ingen måde, at se mine veninder blive såret. Det gør ondt helt indeni, hvis mine veninder har det skidt. Mine veninder har altid støttet mig, sådan har jeg ihvertfald følt det, og jeg ønsker jo at gøre gengæld. Det er bare umuligt for mig nogen gange, når alt inden i mig skriger, at de træffer den forkerte beslutning.

AM har igennem vores venskab, været en smule hårdt ramt, af mine nogen gange hårde råd og holdninger. Det skyldes nok primært, at hun er så meget yngre end mig. Jeg ser hende nogen gange begå nogle af de samme fejl, som jeg selv gjorde i hendes alder, og jeg ønsker hende jo kun det bedste. Jeg havde en lang snak med min mor omkring dette, da jeg var hjemme i påsken, for jeg er virkelig splittet. Hun var enig med mig i, at det er okay, at jeg ikke altid er enig med mine veninder. Det er dog vigtigt, at jeg lader dem begå deres egne fejl, og så må jeg forsøge at støtte dem alligevel. AM ved også godt, at jeg er en kvinde med faste holdninger, og at jeg har problemer med at støtte hende altid. Jeg har lovet hende, at jeg vil gøre alt hvad jeg overhovedet kan, for at støtte hende i hendes beslutninger. Hun støtter også altid mig, og jeg mener virkelig altid! Så jeg skylder hende, at gøre det samme – eller ihvertfald bare at prøve på det.

Jeg kunne godt tænke mig, at høre jeres meninger omkring det. Skal man altid støtte sine veninder, lige meget hvad – eller er det okay at komme med sine egne meninger, også selvom de er hårde?

Mys M!

Kærestesorger: Det bliver bedre!

DSC_0109

Jeg modtog en besked forleden dag, fra en meget såret læser. Hun havde for lang tid siden læst om mit brud med Kasper, og havde dengang sendt mig en opmuntrende besked.  Hun skrev nu til mig, fordi hun selv stod i lignende situation, og havde nu selv brug for at høre, at det ville blive bedre. Jeg satte meget pris på alle de beskeder, som jeg modtog den gang. De betød så ufattelig meget for mig i en hård tid, så nu er det på tide, at jeg giver lidt igen.

Jeg er kommet om på den anden side, og jeg kan derfor garantere alle jer, som sidder med et knust hjerte lige nu, at det bliver bedre! Det tager bare rigtig lang tid – og det gjorde det også for mig. Det er vigtigt at man giver det tid, og tager én dag af gangen. Det er okay at have ondt og være ked af det. Det er også okay at græde hver dag, det gjorde jeg selv i en længere periode. Jeg var knust, og alt i min krop gjorde ondt. Jeg skrev et indlæg kort efter bruddet (læs lige HER), og jeg havde det rigtig skidt på daværende tidspunkt. Det gør faktisk helt ondt på mig at læse det indlæg nu, for jeg kan mærke smerten endnu, og det var nok den hårdeste tid i mit liv. Jeg husker den ødelæggende smerte jeg vågnede op til i rigtig lang tid, og jeg sender en masse tanker til alle jer, som går igennem det her lige nu!

Det er svært at skrive en masse opmuntrende, for når man er i øjeblikket, er der virkelig ikke meget der hjælper. Første skridt er at man accepterer situationen. Man skal indstille sig selv på, at nu skal man give slip og kigge fremad. Hvis man bliver ved med at holde fast i fortiden, så forlænger det kun processen. Jeg er personligt ikke god til at give slip på folk, tværtimod, men jeg har lært, at det er man nødt til nogen gange. Når man har accepteret situationen, så handler det om at give det tid. Det er et ubrugeligt råd, jeg ved det godt, men det er det bedste der findes. Dernæst handler det om at komme lettest om på den anden side og fordrive tiden, med nogle af de ting som gør dig glad, og får dig til at smile og sætte pris på hverdagen igen. Jeg fandt nogle små ting, som gjorde det lidt lettere for mig, at komme igennem dagen. Jeg skrev et indlæg, i håb om at det også kunne hjælpe jer. Læs det lige HER <3

Jeg kan ikke love jer, at I pludselig vågner op en dag og har det godt igen – men en dag gør det pludselig ikke så ondt længere. Og når man er færdig med at ligge under dynen og græde ud, så begynder ens liv stille og roligt igen. Jeg fokuserede meget på min flytning til København og mit nye studie, så pludselig drejede mit liv sig ikke om kærestesorger mere. Det er svært at sige, hvor lang tid jeg gik med kærestesorger, og det er så forskelligt fra person til person. Men jeg lover jer, at det bliver bedre, for det gør det!

Mys M!

Bloggen fylder 1 år!

føds

I dag har bloggen fødselsdag, hurraaaa! Det er præcis ét år siden at bloggen åbnede, og jeg udgav mit allerførste indlæg. Læs eller genlæs det lige HER <3 Jeg kan huske hvor meget jeg havde glædet mig til at åbne bloggen, og nu have muligheden for at dele min hverdag og tanker med jer. Det blev også en stor del af min hverdag ret hurtigt, og jeg lagde utrolig mange timers arbejde i det. Jeg synes det er helt surrealistisk, at jeg allerede har haft bloggen i et år. Der er sket meget på det år – også en smule på udseendet, som det kan ses på de to billeder ;-) Jeg har forsøgt at dele alle mine oplevelser med jer, og det har både været grænseoverskridende og befriende for mig. I har været igennem mig med alt fra kærestesorger, til jeg tog det store skridt, og valgte at flytte til København, for at starte på en frisk. Beslutningen om København har resulteret i både op- og nedture, og I har været med hele vejen. Jeg fortryder ikke et sekund, at jeg valgte at starte min egen blog. Jeg har fået så mange oplevelser med – både positive og negative. Jeg har samtidig lært rigtig meget, og jeg er vokset utrolig meget som person i løbet af det seneste år. Jeg har i perioder skrevet rigtig mange indlæg, og i andre perioder har der til gengæld været helt stille. Jeg vil gerne takke alle jer, som har fulgt trofast med hele vejen. Tak for al den støtte som i giver! Det betyder meget mere, end i nogensinde kan forestille jer! Uden jer ville min blog jo være ingenting <3

Mys M!

 

 

Hvordan bevarer man sine venskaber?

venskabG_0387

Jeg har fået en del spørgsmål fra jer skønne læsere omkring mit venskab med Anna, og om vi stadigvæk er veninder. Jeg kan så fortælle jer, at selvfølgelig er vi det! Anna og jeg har været igennem så meget sammen, og det er ikke noget, som bare lige sådan forsvinder. Vi har nogle helt særlige minder sammen, både fra vores tid i Mexico, men også efter vi er kommet hjem. Jeg snakkede i telefon med hende forleden dag, hvor vi talte om, hvor vildt det egentlig er, at vi har bevaret vores venskab så godt. Vi ser hinanden så sjælendt, men hun er stadigvæk en af mine bedste veninder. Jeg så hende sidste sommer, så det er virkelig længe siden, at vi har tilbragt tid sammen! Til gengæld taler vi meget i telefon sammen, og det er dét der holder os sammen. Vi taler gerne sammen hver dag, og ofte også flere gange om dagen. Vi har som sagt et helt særligt bånd, fordi vi har oplevet nogen ting sammen, som kun få veninder har. Hun hjalp mig også utrolig meget efter mit brud med Kasper, som kun bragte os endnu tættere sammen. Derudover har vi meget til fælles med vores blogge, som vi hjælper hinanden meget med. Det er utrolig vigtigt for mig, at jeg har mine veninder – uanset om jeg ser dem ofte eller ej. Jeg har veninder i henholdvis Rødekro, Kolding, Århus, Odense og selvfølgelig også i København. Det kan være rigtig svært at finde tiden til at se hinanden, med en travl hverdag og den lange afstand til hinanden, og det er naturligt at man med tiden vokser fra hinanden, fordi man hver især har gang i sine egne ting. Jeg kæmper dog meget for mine venskaber, fordi de netop betyder så meget for mig. Som jeg har sagt før, så er mine veninder noget helt særligt hver især, og det smider man altså ikke bare væk. Der kan også gå rigtig lang tid imellem at jeg taler med nogle af mine veninder, men når jeg så endelig ser dem igen, er det som om at der ikke er gået én dag. Efter jeg er flyttet til København, kæmper jeg endnu mere for at bevare mine venskaber. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg har haft rigtig meget hjemvé, så mine veninder har allesammen støttet mig, og det ville jeg ikke være foruden! Jeg er bare rigtig glad for, at telefonen er opfundet, haha.

Mys M!

Den sørgelige del af København…

sørgelig

Nu er København en dejlig by, og jeg har altid været helt pjattet med den! Jeg har dog oplevet bagsiden af denne skønne by, og det gør inderligt ondt i mit hjerte. Da jeg tidligere besøgte København, inden jeg flyttede herover, havde jeg godt set hjemløse sidde på Strøget og tigge. Jeg gik altid hurtigt forbi dem, og forsøgte at kigge den anden vej – ikke fordi jeg har noget imod hjemløse, tværtimod, fordi det gør ondt på mig. Man ser dem dog på en helt anden måde, når man bor herover. Jeg var i byen kort efter, at jeg var flyttet herover, og jeg oplevede noget virkelig ubehageligt. Da vi skulle hjem omkring kl.5, endte vi på nogle rimelig tomme gader væk fra det glade byliv. Der så jeg til min store overraskelse flere hjemløse, som lå udenfor på trapperne i øs pøs regnvejr. De lå og sov godt gemte under deres soveposer, men jeg kunne slet ikke holde ud at se dem ligge der. Jeg har også en veninde, som bor ude på Vesterbro, og jeg tager altid bussen hele vejen ned af Istedgade, som er en meget begivenhedsrig gade. Der er virkelig mange forskellige mennesker, og det er faktisk meget spændende, at gå en tur ned af Istedgade. Der er dog også rigtig mange hjemløse, da “Mændenes hjem” ligger midt på Istedgade. Jeg husker specielt én episode, hvor jeg virkelig blev påvirket af det. Jeg så en gang en ældre hjemløs mand, hvis hænder rystede fuldstændig. Han stod og fumlede med nogle mønter ved en dør, og det var frysende koldt udenfor. Jeg sad med tårer i øjnene i bussen, og jeg kunne græde på hans vegne. Jeg fik simpelthen så ondt af ham! Jeg skrev for lang tid siden et indlæg omkring, at jeg altid får ondt af ældre mænd, som sidder alene på en restaurant (læs lige HER), og det er det samme med de hjemløse. Det gør ondt helt indeni. Jeg ved godt, at de har gode muligheder for mad og husly herover, men det er ensomheden der gør ondt. Jeg har hørt, at man vænner sig til at de er her, men jeg er ikke noget dertil endnu – det påvirker mig hver eneste gang!

Mys M!

Når stalking går galt!

stalk1 (1)

Jeg kan ærligt ikke huske, hvornår jeg sidst har følt mig så ydmyget! Jeg er så flov, at det gør helt ondt indeni. For ikke så lang tid siden skrev jeg et indlæg, hvor jeg ærligt indrømmede over for jer, at jeg stalkede meget på de sociale medier. Hvis ikke I fik det læst, så kan I læse det lige HER. Jeg er heller ikke bleg for at indrømme det, for vi gør det allesammen, og det er jo også et eller andet sted det Facebook er til for. Idag oplevede jeg så bare lige det værste, man som stalker kan – ihvertfald hvis man ikke vil opdages! Ej det er så pinligt, at jeg næsten ikke kan få mig selv til at sige det… Jeg har en tendens til at dvæle lidt ved fortiden, og jeg stalker gerne mine gamle flammer og deres nye kærester. Jeg skal da ind og se, om de har det godt, om der er sket noget nyt, eller om de (mirakuløst) er gået fra hinanden. Jeg stalker især hvis jeg er fuld, eller ikke har andet at give mig til. I dag har jeg ligget hjemme hele dagen pga en træls migræne, så jeg tog lige en tur rundt på diverse facebookprofiler. Jeg lander så inde på en profil, som jeg har stalket rimelig mange gange efterhånden, og det ser egentlig meget kedeligt ud – der er ikke sket noget nyt siden sidst, og der er absolut ingen lækker sladder at grave frem. Jeg ser så pludselig noget til min store skræk, og mit hjerte stopper seriøst med at slå et sekund. Jeg har sendt profilen en venneanmodning! You have got to be shit***g me! Det er bare lige præcis dét, der ikke måtte ske! Det er virkelig længe siden, at jeg har været inde på denne profil, så jeg tør slet ikke at tænke på, hvor længe den venneanmodning har været der – og slet ikke hvor meget vedkommende har grint af mig. Hvorfor i al verden er det også muligt at sende en venneanmodning, uden at Facebook lige advarer én. “Er du sikker på at du vil sende den her anmodning, og ydmyge dig selv fuldstændig?” Den knap mangler altså! Ej hvor er det flovt, jeg er blevet busted godt og grundigt! Jeg ringede til Anna lige med det samme, og hun flækkede fuldstændig af grin. Jeg ved heller ikke om jeg skal grine eller græde, men jeg føler mig ihvertfald ydmyget! Som Anna også sagde, det sker seriøst kun for os sådan noget. Jeg er hermed afsløret, og der er absolut ingenting jeg kan gøre ved det. Det må være nogle fra de højere magter, som prøver at fortælle mig, at jeg skal lade min fortid ligge og fokusere en smule mere på fremtiden. Hentydningen er modtaget, tak!

Mys M!

Jeg har været rigtig syg #2

syg1

Ja sådan her så jeg ud i en hel uge – hævet i venstre side og fuldstændig dopet på smertestillende! Billedet viser dog slet ikke, hvor hævet jeg egentlig var – det var også mere en indre smerte og spænding.
Onsdag morgen kører min mor med ind til øre-næse-hals lægen, og jeg var så dårlig pga de smertetillende piller. Jeg kunne knap nok se ud af øjnene, og min mor sagde også, at jeg var fuldstændig ligbleg i hovedet. Jeg når også kun lige op til lægen, og så må jeg ud og kaste op på toilettet. Det var simpelthen så ubehageligt. Lægen var meget i tvivl omkring, hvor jeg præcis havde en infektion henne. Penicilinen havde jo som sagt ikke virket overhovedet, så et eller andet var der jo galt. Han sendte mig akut ned på Sønderborg sygehus, så jeg kunne blive scannet og tjekket ordentlig efter. Jeg nåede ikke engang at sige farvel til lægen, for jeg måtte desværre løbe ud på toilettet igen, puha jeg var dårlig! Turen til Sønderborg er én stor tåge for mig, og vi sidder i venteværelset i en time, inden jeg endelig bliver kaldt ind. På det tidspunkt er de smertestillende piller heldigvis godt på vej ud af min krop igen, så kvalmen havde lige så stille lagt sig. Lægen undersøgte min mund grundigt, og scannede også hele min venstre kind. Det gjorde hjernedødt ondt, og han kunne absolut ingenting se for hævelsen. Der var dog ingen tvivl – jeg havde betændelse i min ørespytkirtel. Han var også sikker på, at jeg blot havde fået det forkerte penicilin, og at en ny kur ville kunne tage det. Han tilbød at indlægge mig, for han kunne godt se, at jeg snart ikke kunne holde det her ud længere. Jeg valgte dog at tage med hjem, så jeg kunne ligge i min egen seng hos mine forældre. Jeg fik nogle nye smertestillende, som ikke skulle give mig kvalme lige som de andre. Så kørte vi hjemad igen, og jeg begyndte med det samme på den nye penicilin kur.
De efterfølgende par dage var ikke meget bedre. Jeg havde lige så ondt, var lige så hævet og kunne stadigvæk ikke spise noget som helst. De nye smertestillende piller var dog noget bedre, da jeg hverken fik kvalme eller blev træt af dem, så jeg var mere mig selv igen. Efter tre dage på den nye penicilin, kunne jeg endelig begynde og mærke en forskel – hold da op en lettelse. Det har været så anstrengende med den konstante smerte og spænding omkring mit øre. I dag er første dag, hvor det slet ikke er smertefuldt for mig at spise. Hævelsen har næsten lagt sig, så nu går det endelig den rette vej. Jeg skal dog ned på sygehuset igen på tirsdag, for at tjekke om der sidder noget inde i min kirtel, som har forårsaget betændelsen. I må meget gerne krydse fingre for mig, for jeg håber inderligt ikke, at jeg skal igennem en større omgang igen. Det har været en kæmpe tur, og noget af en forlængelse hjemme hos mine forældre. Jeg har heldigvis været i de bedste hænder, og mine veninder har været guld værd <3

Mys M!

Jeg har været rigtig syg #1

syg

Der har været meget stille på bloggen den sidste uges tid, og det har bestemt ikke været med min gode vilje. Jeg har nemlig været igennem lidt af en omgang, som jeg endelig har energi til at dele med jer. Jeg deler lige forløbet op i to dele, så det ikke bliver en alt for lang smøre for jer at læse.
Jeg har som sagt tilbragt min velfortjente ferie hos mine forældre i jylland, og det har været så dejligt at være hjemme og få noget fornyet energi. Jeg skulle med toget hjem tidligt sidste fredag, men vågner så om natten med en enorm smerte omkring mit øre. En smerte som jeg aldrig har oplevet før, og jeg kunne bare mærke, at der var et eller andet helt galt. Det spændte helt intenst bag ved mit øre, og jeg kunne samtidig mærke, at jeg havde en lille bule omkring øret. Jeg valgte at køre til vagtlægen der om natten, for så var der en chance for, at jeg stadigvæk kunne tage mit planlagte tog hjem til København. Vagtlægen kunne dog ikke lige umiddelbart dreje hvad der var galt, så hun sendte mig hjem med beskeden om, at jeg skulle tage til egen læge om morgenen. Jeg valgte at blive hos mine forældre i jylland, for jeg havde en dårlig fornemmelse omkring, at det her ikke bare lige sådan ville gå i sig selv. Jeg fik en tid hos min gamle læge tidligt om formiddagen, og han konstaterede med det samme, at jeg havde fået betændelse i min ørespytkirtel – jeg anede ikke engang, at jeg havde sådan en!? Jeg fik udskrevet to slags penicilin og noget smertestillende, og forberedte mig på en weekend i sengen hjemme hos mine forældre. Jeg vågner så grædende lørdag morgen. Jeg har overhovedet ikke sovet om natten pga smerter, og ingen af pillerne virker. Smerten var konstant og en blanding imellem tandpine, ørepine og bihulebetændelse – det var mildest talt skrækkeligt. Min mor kører mig så til vagtlægen igen, som desværre ikke kan gøre så meget andet end at give mig nogle stærkere smertestillende, indtil penicillinen begyndte at træde i kraft. Hvis ikke jeg havde fået det bedre efter weekenden, så skulle jeg ringe til en øre-næse-hals læge, og få en tid hos ham. De nye smertestillende var enorm stærke, så de virkede heldigvis. Jeg blev dog så træt og sløv af at tage dem, så jeg sov hele weekenden væk – bogstaveligtalt! Om mandagen var smerten lige så slem, og jeg blev mere og mere hævet i venstre side. Jeg ringede til en øre-næse-hals læge, som desværre først havde tid om onsdagen. Både mandag og tirsdag er en stor tåge for mig, fordi jeg var så dopet af de der piller. Jeg husker bare at smerten blev værre og værre, og at jeg slet ikke var i stand til at spise noget som helst. Min kirtel hævede fuldstændig op hver eneste gang, at jeg skulle tygge et eller andet – så det var nærmest umuligt for mig, at få noget som helst i maven. Jeg var så tæt på at give op. Aldrig har jeg oplevet sådan en smerte, været så ynkelig og samtidig fuldstændig opgivende omkring, at den her smerte nogensinde ville forsvinde igen….
Læs med senere i aften, hvor jeg blandt andet også deler et knap så kønt billede af mig selv – jeg lignede virkelig noget der var løgn!

Mys M!

Nu skal der ske noget!

DSC_0021

Jeg skrev et indlæg for et par måneder siden, hvor jeg fortalte jer, at jeg det seneste stykke tid havde taget på (læs lige HER). Det startede stille ud, men som månederne gik, tog jeg også mere og mere på. Jeg var oppe og veje langt over min normale vægt, og det var så svært for mig at håndtere! Jeg har aldrig set sådan her ud før, og jeg kan slet ikke tackle det. Jeg føler mig konstant utilpas, og jeg tænker på det flere gange om dagen. Jeg var ude og shoppe med min veninde i sidste uge, og jeg endte med at komme hjem uden tøj, og med et ordentlig hak i selvtilliden. Ingenting sad som det plejede, og jeg måtte give op! Jeg besluttede mig for, at jeg måtte gøre noget ved det. Livet er for kort til at gå rundt, og føle sig utilpas i sin egen krop. Jeg behøver ikke som sådan at gå på kur, for jeg er jo ikke overvægtig. Jeg vil dog gerne strammes en smule op, så de ekstra nye kilo sætter sig bedre. Jeg har altid været enorm tynd, og de ekstra kilo skader ikke – jeg skal bare vænne mig til min nye krop. Og samtidig så har kiloerne sat sig helt forkert, så nu er jeg gået i gang med at træne. Min plan er også at ændre min kost, men det er udelukkende for mit helbreds skyld. Jeg har aldrig tænkt over, hvad jeg propper i min krop. Dette har også betydet dårligt immunforsvar og ingen energi, så det skal der laves om på. Nu hedder det nul sukker i hverdagene, og jeg er på min femte dag uden sukker! Jeg er en smule stolt, men det har også været hårdt. Jeg har altid fået sukker på en eller anden måde i løbet af min dag, og det er slut nu! Det er hårdest at tage afsked med mine kære boostere, men nu nytter det ikke noget længere. Jeg skal lære at passe bedre på min krop, så jeg både føler mig tilpas ind- og udvendig. Jeg vil give mig selv lov til at synde en gang i mellem, men her i starten tager jeg en kold tyrker, så længe jeg kan holde det ud – og indtil jeg er mere tilfreds med min krop. Jeg er nok ikke den eneste, som er hoppet på sund-livstil-i-det-nye-år trenden, men jeg har aldrig prøvet det før, så det er virkelig noget nyt for mig. Jeg tænker pludselig på mad hele tiden, men jeg synes det går overraskende godt. Jeg er også bare hundrede procent indstillet på, at nu skal der ske noget! Det gik kun den forkerte vej – og det er bedre at stoppe i tide, inden det går helt galt for mig.
Er der nogle som har nogle gode tips til at erstatte sukker og slik i hverdagene? Jeg spiser enorm meget frugt og skorper med blåbær – men andre gode råd tages imod med kyshånd!

Mys M!

Jeg har ikke været helt ærlig over for jer…

bloggen

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg har haft en hård periode, siden jeg flyttede til København. Det skyldtes primært mit nye studie, som både har været krævende og stressende. Oveni det flyttede jeg til en ny, meget stor og fremmed by, som også har taget rigtig meget af min energi. Det hele har været så omvæltende, og jeg har ofte været ved at give op på det hele. Nu er jeg dog færdig med 1 semester (efter min eksamen på tirsdag), og det hjælper altså en hel del. En kæmpe byrde er faldet af mine skuldre – for en kort stund ihvertfald. Samtidig har jeg fået mit eget værelse, som pludselig gør det mere hjemligt for mig her i København. Jeg har dog ikke været helt ærlig over for jer, for der har været endnu en årsag til, at jeg har gået og følt mig rigtig nedtrykt. Jeg mistede en af mine bedste venner, og samtidig min store støttepæl. Når jeg skriver “mistet”, så er han ikke død – men det kunne lige så godt være tilfældet. Det har gjort frygteligt ondt og savnet har været enorm.  Jeg kan ikke gå i detaljer med hvad der præcis er sket, det er en privatsag mellem ham og jeg. Jeg deler det dog med jer, for det har fyldt så meget i min hverdag, men jeg har ikke kunne få ordene ned. Jeg er virkelig dårlig til at give slip på folk, især hvis de har haft en stor betydning for mig. Jeg er helt sikkert ikke ene om at have det sådan, men det er sådan virkelig gået op for mig i løbet af de seneste par måneder. Jeg ved ikke hvorfor, at jeg har så svært ved det, det bunder måske i en manglende tryghed. Jeg skal lære, at det er okay at lade nogle folk gå. Ikke alle er værd at holde fast på, især ikke hvis de gentagende gange sårer mere end de gavner. Jeg har skrevet flere gange herinde på bloggen, at jeg er en person, som ofte giver folk en chance til. Alle mennesker kan begå fejl, og jeg er med den overbevisning, at alle fortjener at få en chance til at bevise, at de virkelig angrer deres fejl. Jeg synes dog bare, at jeg ofte ender med at brænde nallerne igen. Tabet og savnet har taget rigtig hårdt på mig, og det ved de nærmeste omkring mig også. Så dette har været den største årsag til, at jeg har været så fraværende på bloggen. Jeg er en utrolig følsom pige, hvilket jeg er ret træt af nogle gange. Jeg ville ønske, at jeg bare kunne lukke af og give slip – men det har jeg bare så svært ved. Så jeg må acceptere, at jeg nu engang må tage de her ture, hvor jeg ryger helt ned i mit hul.
Jeg har været lidt i tvivl, om jeg skulle dele dette med jer, men jeg forsøger jo at være så ærlig over for jer skønne læsere som muligt. Det er også rart at få det ud, det tog mig bare lang tid at nå hertil <3

Mys M!